Lejerens Frie Retshjælp vinder af Nordjyskes Initiativpris 2018

2018-02-09

Lejerens Frie Retshjælp har vundet "Den NORDJYSKE Initiativpris", hvilket er kæmpe stort for foreningen. Prisen blev vundet i en tæt kamp mod Ønskeland og Fødselsdagskompagniet, som var de to øvrige finalister. I alt var 118 initiativer indstillet til prisen.

Prisen gives til en person eller forening, der uegennyttigt gør noget for andre, går forrest med et godt eksempel og er nytænkende i at skabe et godt liv for dem, der ikke selv kan. Den uddeles hvert år af NORDJYSKE Medier i samarbejde med Aalborg Stiftstidendes Fond.

Anerkendelse for det hårde arbejde

Denne pris er en kæmpe anerkendelse af det hårde arbejde de frivillige udfører hver dag og den viser, at der er stor opbakning til vores forening. I første omgang var det rigtig stort for foreningen at være nået til finalen. Især når man tænker på, hvor mange gode initiativer, der er blevet nomineret, er det et ekstra stort skulderklap, at vi både når til finalen og vinder prisen. 

Vi vil også i fremtiden bestræbe os på at hjælpe alle uanset geografi og demografi. Dermed vil vi blive ved med at yde den service, som vi blev nomineret for og opretholde denne mange år ud i fremtiden.

Prisen blev overrakt ved en prisoverrækkelse på Teater Nordkraft, hvor en dommerkomite afgjorde, at Lejerens Frie Retshjælp skulle vinde prisen.

Alle i Lejerens Retshjælp vil gerne sige tusind tak til NORDJYSKE Medier og Aalborg Stiftstidendes Fond for prisen og det flotte arrangement.