Lejerens Frie Retshjælp nomineret til Nordjyskes Initiativpris 2018

2018-02-09

Lejerens Frie Retshjælp er blevet udvalgt som en af de tre finalister til "Den Nordjyske Initiativpris" ud af i alt 118 nominerede. 

Dette er vi utrolig beærede over, da denne pris gives til en person eller forening, som uegennyttigt gør noget for andre, går forrest med et godt eksempel, gør en forskel for andre og er nytænkende i at skabe et godt liv for dem, der ikke selv kan.

Et stærkt felt

Feltet af nominerede til "Den NORDJYSKE Initiativpris" består af 118 personer og foreninger, som alle har gjort en ekstra indsats for at hjælpe andre og derfor er vi meget stolte af at være blandt de sidste 3 finalister. Dette er en kæmpe anerkendelse af det arbejde vi udfører.

De to øvrige finalister er Ønskeland og Fødselsdagskompaniet, som også er rigtig gode initiativer, der har gjort en stor forskel for andre. Ønskeland er et projekt, der giver en håndsrækning til sårbare børn og unge. De er med til at bidrage til en positiv forandring i børnene og de unges liv og har allerede haft rigtig mange besøgende selvom de først startede projektet i starten af 2017. 

Fødselsdagskompagniet er en forening, der planlægger og afholder børnehave- og klassefester for familier, der ikke har overskud til selv at løfte opgaven alene. Dermed gør de en stor forskel både for børnene og forældrene, og er de samtidig med til at skabe et netværk mellem forældrene. 

Derfor er det også en stor ære at være blevet valgt sammen med lige præcis disse to initiativer.

Tusind tak til NORDJYSKE Medier og Aalborg Stiftstidendes Fond.