LEJERENS FRIE RETSHJÆLP NOMINERET TIL FORNEM PRIS

2017-12-04

Karnov Group uddeler hvert år Karnovs Nytænkerpris til en jurist, advokat eller virksomhed, der har bidraget både innovativt og ekstraordinært til forbedring og effektivisering af advokatbranchen.

Vi er utrolig stolte og beærede over at være nomineret til denne fornemme pris blandt skarpe jurister, advokater og virksomheder. Vi tillader os at tage det som et udtryk for, at vi gør noget rigtigt inden for den juridiske branche.

Landsdækkende retshjælp

Lejerens Frie Retshjælp har hovedafdeling i Aalborg, mens vi har underafdelinger i Aarhus og Odense. Vi er en frivillig forening, der står til rådighed for alle, som har brug for juridisk rådgivning inden for det lejeretlige område.

Foreningen blev stiftet af formand og Bachelorstuderende Mike Vestergaard i starten af 2016. Siden da har foreningen udviklet sig til at omfatte mere end 35 frivillige juridiske rådgivere fordelt i Aalborg, Aarhus og Odense. Vores rådgivning er altid til rådighed - 365 dage om året, uanset demografi og geografi - vi fungerer nemlig uafhængigt af tid og sted via digitale platforme. Denne strategi tager udgangspunkt i formandens motto for foreningen, som lyder, at alle i Danmark skal have adgang til os - underordnet beliggenhed og indkomst - men vi skal proaktivt opsøge de befolkningsgrupper, der har mest brug for os.

Dedikerede og frivillige rådgivere

Retshjælpen drives til dagligt udelukkende af dedikerede og frivillige studerende, hvilket desto mere gør nomineringen til en stor bedrift for foreningen, når man sammenligner med de andre nominerede, herunder store advokatkontorer som Kammeradvokaten og Plesner, der drives af nogle af de dygtigste advokater i branchen.

Vores dygtige rådgivere bruger adskillige timer om ugen på at yde gratis og kompetent rådgivning til såvel lejere og udlejere. Hele teamet i Lejerens Frie Retshjælp har ligeledes været behjælpelige med at implementere de udviklingsidéer, som har drevet foreningen fremad.

Innovative og nytænkende inden for branchen

Det svære er ikke at få en god idé - det svære er at få den implementeret i branchen, da det kræver en samtidig, innovativ og gennemtænkt udvikling på flere fronter.

Lejerens Frie Retshjælp gør sig særligt bemærket i en klassisk branche. Retshjælpen er specialiseret inden for ét specifikt område, den fungerer udelukkende digitalt og den drives af studerende uafhængigt af alder eller semester. Formand Mike Vestergaard og retshjælpen i sin helhed har således formået at udnytte det enorme potentiale, som eksisterer i en stadigvæk konservativ advokatbranche.

Det er derfor med stor ydmyghed, at vi tillader os at opfordre til at stemme på os til Karnovs Nytænkerpris 2018, da vi netop har bidraget både innovativt og ekstraordinært til forbedring og effektivisering af advokatbranchen.

Hvis I ønsker at hjælpe os med at vinde prisen, så har I mulighed for at stemme på os via dette link: Gå til afstemning.

Skrevet af:

Mads Klokkerholm Nielsen

Retshjælpsleder, Aarhus