At være frivillig ved Lejerens Frie Retshjælp

2018-03-01

Det er begyndelsen af februar måned. Med halvklamme hænder, aldeles overflødigt velfriseret, og med et mærkat i "lovsamling i formueret" (en paperbackudgave der fulgte med et survival-kit modtaget i rusugen - på det tidspunkt faldt termokanden og lakridserne i samme kit dog i bedre jord) på siden med Lejeloven, er alle ti fingre spidsede og klar til at svare på forkomne lejeres fortvivlede mails. Lige indtil første mail tikker ind. Du læser den, læser den igen, lægger hovedet på skrå, kniber øjnene sammen, læser den bagfra, stirrer på din lovsamling, leder en anelse febrilsk efter livlinerne i webnode "spørg publikum", "50/50", "ring til en ven", for hvad i alverden skal du dog svare på spørgsmålet i den indkomne mail?

I forbindelse med oplæringen hos Lejerens Frie Retshjælp har et gennemgående tema været, at der altid er hjælp at hente. Og hvorfor vælge et sted i hele den juridiske sektor at bruge sin tid hvor det modsatte var tilfældet? Sidstnævnte skulle være stillet som et retorisk spørgsmål - i tilfælde af tvivl - hvilket dog ikke var indlysende som grøn juridisk rådgiver.

Netop som grøn rådgiver kan fokus i hele spørgsmål-svar-seancen i kraft af titlen "juridisk" for let blive lagt på det mindre hensigtsmæssige: En selv. Hvordan ser jobbet ud på CV'et, hvor langt til første lønnede stilling, hvem mon læser med i mine besvarelser? Måske resultatet af et studie der er tilplastret med de velkendte klichéer; 'rundsave på albuerne', 'alt under 12 er ikke godt nok', 'tænk over hvad du kan gøre for at promovere dig selv', eller måske resultatet af en 'generation-Kuzco' (den selvoptagede kejser fra tegnefilmen "Kejser Kuzco").

Når et fokus lagt på en selv er mindre hensigtsmæssigt i en situation som rådgiver, er det ikke kun et udtryk for en om muligt lidt for iagttaget dansk jantelov, men et udtryk for hvad vi gerne vil opnå: At bruge alle juridiske kompetencer på bedste vis - til at hjælpe.

Hjulpet er vi som nye i foreningen også blevet. Til at finde hoved og hale i en stadig spæd aalborgensisk idé, der har bredt sig som en steppebrand og stadig gemmer på flere aspekter. Til at spytte alle de slugte bøger og paragraffer ud i brugbare svar. Til at føle os som en del af et fællesskab.

Mere end den forunderlige fællesskabsfølelse har der næsten ikke skulle til, for at kunne sætte ét eneste ord på oplevelsen af at være ny: Glæde. Fordi det er ovenud tilfredsstillende at kunne hjælpe en - indtil den indkomne mail - vidt fremmed person i den rigtige retning. Fordi det er ovenud tilfredsstillende at føle, man producerer noget. Fordi det er ovenud tilfredsstillende at få ny venner på de sociale medier (et uafvendeligt produkt af at være født ind i generation-Kuzco).

Så hvad gør man med en mail, man ikke aner til hvad man skal svare? Eller en lejer man er overbevist om er gået så galt i byen, at de er tæt på at være gået galt i byen én gang til? Som helt sikkert output fra oplæringsforløbet kan der uden brug af livliner svares til disse: Man løser problemet - med hjælp fra andre om nødvendigt. Og efter afsendt svar er man ikke i tvivl om, hvorfor valget i den juridiske pallette faldt på LFR: Man udretter noget - for andre, og derfor sig selv. 

Skrevet af:

Caroline Thomsen